Cavusfod
Hvad er Cavusfod? (Latin: Pes Cavus)
Cavusfod (på latin Pes Cavus) eller hulfod, som det også bliver kaldt, er det modsatte af platfod.
Det er kendetegnet ved, at fodens længdebue er mere hvælvet end normalt, hvorved svangen bliver højere, og foden får et abnormt belastningsmønstet. Det vil tit være uden belastning af mellemfoden ved gang.
Hvem får Cavusfod?
Lidelsen kan være medfødt på grund af arvelige forhold. Cavusfod kan også opstå på grund af en nervesygdom med medfølgende muskelforandringer, eller den kan skyldes en primær muskelsygdom.
Hvad er tegnene på Cavusfod?
Der opstår en ubalance mellem fodens tåstrækkere og tåbøjere, hvilket kan skyldes forskellige årsager – enten at nervesignalerne bliver fejlreguleret, så tåbøjerne bliver hyperaktiveret, eller at tåstrækkermusklerne svækkes.
Resultatet er, at fodens hvælving øges, og specielt storetåens grundled peger nedad i underlaget, og at foden som resultat vinkles udad ved anklen, så belastningen ved gang i høj grad sker på ydersideranden af foden.
Symptomerne er meget forskellige afhængige af årsagen til lidelsen, men af de hyppigste symptomer kan nævnes:
- Ustabilitet i mellemfoden
- Udvikling af hallux valgus (knyst ved storetåen)
- Hammertæer
- Forfodsplatfod
- Sekundær slidgigt (sker i senforløbet)
Cavusfod ses normalt ikke på spædbørn, da det udvikles mere gradvist. Derfor bør nybagte forældre holde øje med deres barns fødder, hvis der er tilfælde af cavusfod i den nærmeste familie, eller der var iltmangel ved fødslen (der kan udvikles forskellige former for spastiske lammelser ved iltmangel).
Kræver det behandling?
Milde former af cavusfod kræver almindeligvis ikke behandling. Fodtøj med god plads til forfoden og lave hæle anbefales.
Hvordan behandles det?
Din fodterapeut kan fremstille et aflastende mellemfodsindlæg. Indlægget virker ved at støtte og løfte den indvendige længdebue, styrke fodens muskler, ændre gangafviklingen og lindre de symptomer, du eventuelt måtte have.
Ved denne kombinerede støtte til foden opnås en mere hensigtsmæssig gangafvikling og derved en reduktion af smerter og andre gener. Derudover vil din fodterapeut instruere dig i muskelstyrkende øvelser og udstrækningsmetoder for at genoprette muskelbalancen i foden.
Kontakt os i dag
Jeg vil gerne vide mere
Du er altid velkommen til at kontakte os.
Ring til os på +45 56 65 32 33 og få en uforpligtende snak om fodbehandlinger. Du kan også kontakte os ved at sende en mail til info@foedder.dk eller udfylde vores kontaktformular. Vi ser frem til at tage godt imod dig, og give dig en professionel fodbehandling.